HVB har indgået et samarbejde med Pulsskolen
Pulsskolen er et idrætstilbud til børn og unge mellem 8-16 år. Ideen med Pulsskolen er, at børnene og de unge får mulighed for at prøve op til 9 forskellige idrætsaktiviteter i løbet af en uge i sommerferien. Det kan fx være Dans, Street Fodbold, Kampsport, Basket, Rope Skipping, Håndbold, Kids Volley, Cross Fit Kids, KinBall og meget andet. Deltagerne inddeles i hold med jævnaldrende, som man følger hele ugen.
Man skal være mellem 8 og 16 år. Det er ikke en betingelse, at man kender til idrætsaktiviteterne, så længe man har lyst til at bruge sin krop og prøve noget nyt.
Mandag, tirsdag og onsdag bliver man præsenteret for tre forskellige idrætsaktiviteter pr. dag. Torsdag vil de yngste grupper være sammen om et fælles tema. De næstældste får mulighed for at prøve idrætscross, mens den ældste gruppe vil opleve et adventurecross. Torsdag aften har vi bålaften, hvor forældre er meget velkomne. Fredag er aktiviteterne fælles og sluttes af med den prestigefyldte mangekamp.
Visionen er at give børnene en god, sjov og lærerig uge, hvor de får mulighed for at prøve forskellige idrætsgrene og opleve glæden ved at dyrke idræt.
Pulsskolen har specialiseret sig i at tilpasse aktiviteterne, så alle kan være med, og de har dygtige instruktører til at varetage dette. Instruktørerne på Pulsskolen er alle veluddannede, fx færdiguddannede idrætslærere fra bl.a. Nordjyllands Idrætshøjskole, idrætsstuderende ved universitetet eller idrætsinstruktører fra foreninger med mange års erfaring.
Pulsskolen er en unik chance for at få en fælles oplevelse med sine venner og samtidig skabe nye venskaber gennem idræt og leg. Erfaringsmæssigt ved vi, atPulsskolen har ført mange venskaber med sig.
Der er en deltagerbetaling på 1255,- hvilket udover al undervisning og aktiviteter også indebærer overnatning med 3 måltider, frisk frugt 2 gange dagligt og en t-shirt.
Samarbejdet:
Vi har valgt, at lave et samarbejde med Pulsskolen, da vi tror, at mange af jer kunne se dette som en god mulighed for at få en sjov og aktiv sommerferie. Derfor vil det også foregå i Himmelev Hallen samt på klubbens fodboldbaner og faciliteter. Det hele foregår i uge 31, og vi håber, at mange af jer har lyst til at deltage. Det er i hvert fald et alternativ i forhold til en normal hverdagsuge.
For mere information om Pulsskolen kan I læse brochuren, besøge hjemmesiden (www.pulsskolen.dk) eller ringe op 40110984, hvor lederen af Pulsskolen, Mattis Curth, kan besvare jeres spørgsmål.