Pressebrev
Byens 3 store fodboldklubber HVB, KFUM og SBK er gået sammen om at blive enige om mange ting ... men vigtigst af alt ... ja det siger vist sig selv i denne sag ...
Man skal passe på at man ikke træder frivilligheden over tæerne og man skader mere end man gavner. Pointen er at man fra poltisk hånd er ved at bygge huset før at man overhovedet har fundamentet på plads.
Læserbrev/Pressemeddelelse
Sandheden om talentpleje!
Hvad har Lasse Schöne, Frederik Sørensen og Mads Albæk til fælles? De er ikke alene blandt Danmarks mest succesfulde fodboldspillere – med stampladser i henholdsvis Ajax Amsterdam, FC. Køln og IFK Gøteborg. De er samtidig født og opvokset i Roskilde Kommune – og har vel at mærke fået deres fodboldopdragelse i henholdsvis Himmelev-Veddelev Boldklub (HVB), Roskilde KFUM og Gadstrup Fodbold.
Mads Hvilsom og Dario Dumic er andre lokale topspillere, der blot understreger pointen: Eliteudvikling er ikke et spørgsmål om penge, trænerlicenser eller kostbare prestigeprojekter. Talenter kan sagtens udvikle sig til fremragende fodboldspillere i deres eget nærmiljø – og i den klub de trådte deres allerførste fodboldstøvler i. Trænerne er jo ikke lallende amatører, men entusiastiske og hårdtarbejdende fodboldelskere - der blot arbejder på frivillig basis. Og det er vel ingen skam?
Netop derfor kan hverken KFUM, HVB eller Svogerslev Boldklub nikke stiltiende til, at en erhvervsvirksomhed - som FC Roskilde jo reelt er – tilgodeses med favorable tilskudsordninger m.m. – på bekostning af de traditionelle fodboldklubber, der har plads til både bredde og elite – drenge og piger, kvinder og endog gamle mænd! Og som vel at mærke samtidig har øje for de sociale funktioner, som en rigtig fodboldklub også skal rumme.
Men hvis det reelt forholder sig sådan, at eliten prioriteres højere end bredden og helheden ser vi os selv nødsaget til at starte en fælles eliteorienteret overbygning – der så vil kunne gavne en lille procentdel af vores i alt godt 2300 medlemmer. I øvrigt bakkes vi op af andre af kommunens gode, gamle boldklubber.
Bestyrelserne for
Roskilde KFUM,
Himmelev-Veddelev BK,
Svogerslev BK